mandag den 24. oktober 2011

Om børn og institutioner...

Da vi fandt ud af at vi ventede Emilie (ca. september 2010), skrev vi Oliver op til en såkaldt kombineret institution (vuggestue og børnehave samme sted) - med den tanke at så kunne Emilie, når den tid kom, komme samme sted hen, og så skulle vi kun aflevere ét sted.. Dengang var det min tanke, at så fik Oliver nok plads omkring den tid hvor han blev 3 og alligevel skulle flytte fra vores elskede dagplejemor... Men ak nej, vi har nu fået tilbudt plads! Oliver er 26 mdr., og der er laaaang tid til han bliver 3.
Men i efterårsferien kom brevet fra Pladsanvisningen dumpende ind og vupti - Oliver har plads i Børnehuset Skovdalen fra d. 1. december 2011... Pyyyyh. Svarfrist d. 21. oktober... Så ja, vi har givet svar.. Og vi har sagt "ja".. Men sikke nu en svær beslutning. Oliver er rigtig glad for vores dagplejemor, og det er vi som forældre også, så det bliver rigtigt hårdt at sige farvel :(. På lang sigt ved jeg at vi bliver glade for vores beslutning, men lige nu synes jeg det er rigtig træls - for at sige det på godt jysk. Jeg håber bare Oliver falder rigtig godt til i vuggestuegruppen og at det ikke bliver alt for hårdt at køre ham ind. Øv med øv på.

lørdag den 22. oktober 2011

Kender I det?

Når manden/kæresten synes at alt det der krea noget man har gang i, da må kunne bruges til noget mere "fornuftigt"?? Altså jeg synes jo selvfølgeligt at det meste jeg laver er ret fornuftigt ;).. Men pludseligt spurgte han om ikke jeg kunne lave gearknoppen i vores bil! Altså den er i læder og har været ved at falde fra hinanden i de 2½ år vi har haft den... Jeg tog selvfølgeligt imod udfordringen ;)...Så her får I lige før- og efterbilleder (det første er "før" - de to andre er "efter" hvis I skulle komme i tvivl ;)):


Til sidst skal I lige have dagens "guldkorn" fra 2-årige Oliver som liiige kom til at slå en prut:

Oliver: Hov, buup...
Far: Hov slog du en prut?"
Oliver: Jaaa... Baaaar (far) kom!
Far: Hvad så? (Går hen til Oliver)...
Oliver: Lugt!

Haha vi var helt færdige af grin...

onsdag den 19. oktober 2011

Hvad vi hjem fra skoven bragte :)

Vi holder efterårsferie herhjemme.. Alle 4! Skønt.. Oliver har ferie fra dagplejen, og ifm. Emilies fødsel tog min mand 4 ugers barsel (efter de obligatoriske 14 dage), og da det var lige i sommerferie perioden, har han så 3 ugers "sommerferie" til gode :). Den ene uge har han taget nu! I uge 42. Og det nyder vi alle sammen.
Vi har bl.a. været i Store Hoppeland her i Randers, hvilket virkeligt kan anbefales for børnefamilier! Der er alverdens hoppepuder, bungee trampolin, rutschebaner, tarzanbane, klatretårn, lege- tumleland for de mindste osv. osv. Og man ser stort set ikke børnene fra man kommer til man skal hjem! Og forældrene må også gerne lege med ;)... Det koster 70 kr. pr. barn (lidt dyrt ja, men hvis man afsætter en hel dag er det ikke så slemt synes jeg), og voksne er gratis ifølge med barn :).
Derudover har vi også holdt fødselsdag for min mand, gået tur i skoven, været på legepladsen, været på kastanjejagt og hygget med familie og venner.. Dét er lige til at holde til - sådan at holde ferie :))
Der er en lille samler gemt i mig.. Ikke dermed sagt at jeg ikke også er god til at smide ud - for det er jeg ;). Lidt for god nogle gange ifølge min mand! Men sådan en tur i en smuk efterårsskov er lige mig! Jeg fik samlet grene med flotte efterårsblade på og en kæmpe pose kastanjer - lige til en fin dekoration til vores indgangsparti.



Oliver var med til at lave vores græskarlygte :). Han sad på spisebordet med en ske og gravede ud - det synes han var sjovt de første 10 minutter... Derefter måtte moren i gang ;). Men han synes nu det er lidt spændende når der er lys i vores "moster" (og ja, det betyder selvfølgeligt "monster") :))...

torsdag den 13. oktober 2011

Lidt nyt til hjemmet :)

Jeg har været i Plantorama.. Der var Orkidé udstilling! Og jeg er vild med orkidéer, og når der så samtidigt var 25% på alle orkidéer, så måtte jeg jo lige forbi! Jeg købte den smukkeste af dem alle.. Med små fine rosa blomster og hele 5 stængler. Og så til kun 150 kr...! Mit mobil kamera yder den absolut ikke værdighed!


Så har jeg også fået sat et par bogkasser op i køkkenet.. Vores køkken er absolut ikke nemt at "bo" i for en isenkræmmer ;)... Vi har INGEN plads.. Så et par bogkasser på væggen kunne måske hjælpe lidt tænkte jeg. Men nu hvor de er kommet op, kan jeg godt se at de mere er til nips end til egentlige køkkensager.. Men pyt med det - synes stadig de er super fine! De er lavet af bambus (købt i Netto for et par uger siden) og så har jeg beklædt dem med stjernepapir fra Rie Elise Larsen. Der mangler dog stadig at komme lidt sager i kasserne.


Til sidst skal I da ikke snydes for et billede af min store dreng. På vej til fødselsdag ved hans onkel Mikkel! Han var bare så smart :) - og så med hans blå kuffert (fra Søstrene) med legetøj i... "Smil Oliver" - og så stiller han sig ellers an ;)...

onsdag den 12. oktober 2011

Mønster terapi!

Jeg læste et par inspirerende indlæg hos Trine den anden dag og tænkte at det måtte jeg også prøve at lege lidt med! Det er faktisk rigtigt hyggeligt at sidde og tegne - jeg har hidtil gjort mest i at male, men det der med mønster tegning gjorde jeg meget i som barn. Og det kunne da også sagtens fange mig igen som voksen ;). Det er meget afslappende at tegne mønstre, for man bliver tvunget til at slå tankerne ud af hovedet og koncentrere sig lidt ;). Så det var en slags terapi for mig, og absolut ikke sidste gang!
Jeg fik lavet 2 tegninger, som jeg glæder mig til at sætte i en fin sort ramme - jeg tror det kunne blive flot!



Jeg har tegnet på noget fint lysegult papir - jeg synes det klæder den sorte streg og så ser det lidt mere eksklusivt ud...

fredag den 7. oktober 2011

Sommerfugle fra Ferm Living...

Her sker ikke så meget på bloggen for tiden. Beklager.. Synes jeg har rigeligt at se til lige pt med børn, familie og "hverdags-dage" - hvis der overhovedet er noget der hedder det?... Jeg roder også stadig med webshop, hvilket har vist sig at være noget mere kompliceret end jeg egentligt lige regnede med til at starte på. I hvert fald når man vælger at designe det hele selv... Heldigvis har jeg en mand som er rigtig sød til at hjælpe mig og til at brainstorme med mig - ved sådan set slet ikke hvordan jeg skulle have klaret det uden ham!
Vi nærmer os målet!! Men så skal der købes ind, lægges produkter ind osv osv.. Så ja - laaaang vej endnu ;). Men det er efterhånden de "sjove" ting der mangler :). Og jeg glæææder mig til at komme rigtigt i gang!
Ellers bor jeg stadig i min babyboble sammen med lille Emilie (som faktisk snart er 5 mdr gammel, og dermed ikke så lille endda!)
Men det er nu skønt med sådan en lille størrelse, som stadig synes at mor er den bedste i verden og smiler hver gang jeg kigger på hende :)! Og vi hygger os da også rigtig meget i hverdagene - både med mødregrupper, babysang og gymnastik :). Måske derfor jeg synes, jeg har lidt småtravlt ind imellem?
Og derudover forsøger jeg også stadig at nå at være kreativ engang imellem - slet slet ikke i det omfang jeg gerne vil, men sådan må det være lige nu. Dog har jeg endeligt fået færdiggjort denne mini reol til min mor:


Den er først malet i en dyb lilla farve (en farveprøve af en vægmaling som jeg har fået tonet i en farve som matcher sommerfuglene). Og derefter har jeg beklædt den med sommerfugletapet fra Ferm Living, hvilket i øvrigt er noget rigtig lækkert tapet at arbejde med! Resultatet er jeg godt tilfreds med - dog kan jeg godt se at jeg selvfølgeligt burde have brugt en rigtig træmaling, da man kan se penselstrøg, men på den anden side er rigtig træmaling for det første meget dyrt, og for det andet er det jo meningen at reolen skal hænge på væggen og ikke nærstuderes, og til sidst er den mørke farve god til at skjule strøgene, så jeg er fint tilfreds :).