Oliver var godt i stand og manglede bestemt ikke noget på sidebenene ;). 4470 g. og 57 cm. ved fødslen!
Han havde dog en lille "fejl" ved det højre øre. Vi var enige om at det var enormt sødt og Olivers eget specielle kendetegn.
Olivers øreflip var ligesom delt i 2. Ikke noget der betød noget - kun kosmetisk. Men vi synes allesammen at det var ubetydeligt og sådan så vores skønne babydreng jo bare ud.
Vi snakkede med flere læger om det da Oliver var helt lille. Selvom vi som forældre elsker vores børn uanset hvad, så var vi jo også klar over at det her var noget Oliver højst sandsynligt ville blive drillet med når han blev ældre. Lægerne sagde at det ville være et simpelt indgreb og at vi skulle vente og se om Oliver blev ørebarn og dermed alligevel skulle i narkose for at få lagt dræn mv., så vi så tiden an.
Vi så tiden an, og i slutningen af 2011 begyndte Oliver at døje med mellemørebetændelse, ondt i ørerne, snot osv osv. Han sov ikke igennem om natten og spiste ikke altid så meget som han plejede. Sprogligt ændrede han sig også. Han begyndte at sætte flere og flere ord sammen, men han brugte mange "hårde" konsonanter og var svær at forstå for folk som ikke kendte ham så godt. Lægebesøgene blev flere og flere...
Torsdag d. 15. marts 2012 blev så dagen hvor Oliver skulle have dræn i. OG have lavet sin øreflip... Pyha vi var ikke glade ved det.. Var noget bekymrede for narkosen, men vi vidste også bare at det var nødvendigt.
Vi mødte ind hos ørelægen kl. 11. Fastende.. Vi blev kaldt ind og Oliver fik lille Theo - en bamse fra Trygfonden, som alle børnene får når de skal i narkose dernede.Virkeligt en god idé!
Min lille dreng blev lagt op på briksen, knugende om sin nye Theo bamse, kiggede med bekymret mine rundt på de 4 voksne mennesker som stod og kiggede ned på ham. Fik en maske over næse og mund, med ildelugtende narkose-gas i. Det må virkeligt have været en skræmmende oplevelse. Oliver var rigtig dygtig og slappede hurtigt af. Da han var lige ved at falde i søvn, blev han dog meget urolig og ville ikke rigtigt ligge stille, så vi måtte holde ham de sidste få sekunder til han var helt væk. Og så ud med mor og far, og lægen kunne gå i gang.
Da der var gået 20-30 minutter (jeg ved faktisk ikke hvor længe, men ca. deromkring) blev vi kaldt ind på opvågningsstuen. Lægen sagde at det var tiltrængt med drænene - væsken var tyk og sej, og løb ikke bare ud af sig selv, så det er klart at han har haft ondt!
Oliver vågnede langsomt fra narkosen. Først skrigende, med lukkede øjne og slet ikke vågen. Vi kunne ikke komme i kontakt med ham eller trøste ham. Og han kæmpede så meget at vi var nødt til at holde ham fast, så han ikke faldt ned af briksen. Det var grimt. Men man forstår jo godt hvad han går igennem - det sidste han huskede var den grimme maske som lugtede forfærdeligt, så det var da helt sikkert den han kæmpede med da han vågnede langsomt op. Jeg tog ham på skødet og talte stille og roligt til ham. Trøstede ham og fortalte ham hvor dygtig han var. Han åbnede øjnene, stadig grædende, fik sin sut og sin nye ven Theo, og stille og roligt kom han til sig selv igen. Det var overstået.
Oliver var rigtig træt. Og sulten! Så vi tog hjem, fik en makrel mad og puttede Oliver og Theo. 2½ timer senere vågnede han og kaldte. Og var den gamle Oliver igen <3. Nu med dræn i begge ører, og 8 sting i øreflippen!
Nu er der gået 5 dage og hans fine lille øre ser allerede meget pænere ud!
På fredag skal vi igen ned til ørelægen. Denne gang for at få fjernet stingene.. Men jeg gruer nu lidt for det. Er sikker på at Oliver sagtens kan huske hvor grim en oplevelse det var sidst vi var dernede...! Vi må hellere have Theo med.
