onsdag den 25. maj 2011

Mor for anden gang!

Ja, så skete det! Onsdag d. 11. maj 2011 blev jeg mor til en dejlig dejlig prinsesse - i uge 37+2, så en del tidligere end forventet.. Men jeg havde det på fornemmelsen - at hun skulle komme før tid altså! Kønnet kendte vi ikke noget til, men havde fået at vide at det nok var en pige, men spændingen var stor!
Dette indlæg bliver nok lidt halvlangt, men en fødselsberetning må være på sin plads ;).

Det hele startede tirsdag aften, hvor min mand og jeg sad i sofaen foran kassen, og pludseligt "skvulp" sad jeg og følte at jeg småtissede lidt! Så mig ud på toilettet hvor jeg tog bind på for at tjekke hvor meget der kom. Nå men som aftenen skred frem, sivede det et par gange igen, men ikke så meget at jeg virkeligt troede på at det var vandet der var gået. Jeg havde ingen veer eller noget, så jeg tænkte at vi da bare lader tiden gå og ser hvad der sker... Natten forløb roligt og jeg var oppe og tisse et par gange (som jeg plejer) og sivede da også lidt hver gang jeg rejste mig, men stadig ikke nok til at jeg troede på det.
Min mand tog på job om morgenen som han plejer og jeg lovede ham at give besked hvis der skete noget eller hvis jeg tog på fødegangen for at blive tjekket. Op af formiddagen var der stadig ikke sket mere, så jeg lod tiden gå og tænkte at jeg nok bare var blevet lidt små utæt og havde problemer med at holde på vandet.
Ved 11-tiden ordnede jeg vasketøj og anstrengelserne var nok til at det sivede igen igen.. Denne gang ringede jeg på fødegangen, for jeg synes alligevel ikke det hverken lignede eller lugtede af tis det der kom ud. Jordemoren sagde at jeg bare skulle komme op når jeg lige følte for det, så skulle de nok lige tjekke om det var vandet der sivede eller hvad det var. Så jeg kørte med det samme, og tænkte lad mig nu få det overstået så jeg kan komme hjem igen. Så mig ud i bilen - tv'et kørte stadig, jeg havde ikke fået frokost og jeg tog ikke barselstasken med, for hvad skulle jeg med den når jeg alligevel blev sendt hjem igen? Det skal lige siges at jeg på det tidspunkt havde på fornemmelsen at det nok var vandet der var gået, men at jeg regnede med at jeg så nok skulle have en stikpille for at sætte veerne i gang, og så hjem og vente, så jeg havde jo tid nok! Ved sygehuset parkerede jeg på 30-minutters parkeringen - jeg orkede ikke lige at finde et andet sted, og jeg skulle som sagt hjem igen "lige-om-lidt-agtigt"... Så mig op på fødegangen og vente i venteværelset mens jeg sms'ede til min mand om hvor jeg var.
Jordemoren undersøgte mig kort og der var ingen tvivl - vandet var gået og jeg var 1 cm åben! Så hun ville lige gøre en fødestue klar og så kunne jeg jo lige bruge ventetiden på at ringe til min mand! Ææææh jamen, øhh jeg, hmmm... Må jeg godt gå ned og flytte min bil? Hun grinede og sagde at hun synes jeg skulle gå ned og flytte bilen og få noget luft, for det så jeg ud til at trænge til! JO TAK! Jeg skal føde i dag og jeg er da slet slet SLET ikke klar!
Så mig ned og flytte bil og ringede så til Jonas, som absolut ikke fattede hvad jeg mente, da jeg spurgte: "Er du klar?" - "Til hvad?" "Jonas det er nu!" - "HVA? Jamen jeg skal til at til frokost!! Jeg kommer nu!" - "Spis du nu din frokost og kom bagefter, der sker ikke noget foreløbigt, for jeg har ingen veer". "Jeg kommer nu". Derefter ringede jeg til min mor, som skulle hente Oliver i dagplejen og have ham på overnatning indtil vi kom hjem igen. Hun var meget fattet og bad mig tage det roligt (var jeg lidt oprevet mon?) - hun kom op på fødegangen og hentede nøgler til både bil og hjem, så hun kunne hente autostol, tøj osv. til Oliver derhjemme.
Kl. 13 kom Jonas - og jeg fik lagt ve-stimulerende drop - men også penicillin drop, da jeg var kommet så sent ift. vandafgangen! Jeg troede bare man skulle komme indenfor et døgn efter at vandet var gået! Men nej 16 timer efter vandet var gået - var for sent - så nu skulle jeg have penicillin og så skulle den bette og jeg blive til observation i 48 timer! ÆV. Vi håbede sådan på at komme hjem samme dag, så vi kunne være sammen allesammen...
Veerne begyndte så småt at komme, men ikke noget der ikke kunne holdes ud, så ved 15.30-16 tiden da jeg blev tjekket var jeg stadig kun åbnet få cm. Fostervandet var begyndt at blive lidt lysegrønt og pludseligt steg den lilles hjerterytme til over 160 (den skal helst ligge mellem 130 og 150) - læger og alverdens godtfolk blev tilkaldt og den lille fik taget blodprøve - alt så ud til at være fint, men pga. den høje hjerterytme og det grønlige fostervand, blev der pludseligt nævnt både kejsersnit og alting! Jeg lå på ryggen på det tidspunkt og kunne mærke at det begyndte at blive ubehageligt, så jeg bad om lov til at vende mig om på siden (sådan er Oliver født, så jeg vidste det kunne lade sig gøre) - og da jeg vendte mig, faldt hjerterytmen med det samme ned på 140! Pyyyh var det "bare" det? Ved 19.30-tiden skulle jeg tisse og både på vej på toilettet og derfra igen fik jeg veer, og kunne mærke at de var til at klare lidt bedre når jeg stod op - så jeg fik lov at stå op og hænge hen over sengen i tyve minutters tid før jeg igen var nødt til at lægge mig, da jeg synes det var for hårdt for benene. Kl. 20 blev jeg tjekket igen og var 7 cm åben - så det kan anbefales at stå op - så trænger den lille nemmere ned gennem bækkenet! Men jeg syntes på det tidspunkt, at det gik alt alt for langsomt og jeg kunne mærke på min krop, at jeg snart ikke kunne mere. Jordemoren foreslog en epidural og jeg sagde ja tak. Så alle forlod fødestuen og kun Jonas og jeg var tilbage - og hvad sker der så? Jeg får pressetrang! Hjæææælp - "Jonas må jeg presse, må jeg presse?" Og hvor faen skulle han vide det fra? Jeg panikkede fuldstændigt og turde ikke presse, men kunne alligevel ikke lade være. "Ryk i snoren, ryk i snoren". Jonas styrtede rundt, hev i snoren, ud på gangen for at finde hjælp og ind til mig for at støtte mig igen. Endeligt kom jordemoren ind igen og jeg fik lov at presse. Første eller anden presseve kom vores lille vidunder ud - i én presseve! Ikke noget med hovedet hængende ud indtil næste ve, nej hele kroppen på én gang! Kl. 20.14. "Hvad er det, hvad er det?" En dejlig lille pige <3.

2 kommentarer:

  1. HUH får helt gåsehus og tårer i øjnene...tak fordi du delte din fødselsberetning:-) Hvor er det bare altid et kæmpe stort øjeblik når en lille ny lækker bebs kommer til verden:-)
    Knus Malene

    SvarSlet
  2. Tusind tak for din kommentar Malene :).
    Ja, det er virkeligt det største! Der er så mange følelser i det. Man er både glad, lettet og træt på samme tid, og alle smerter er nærmest forsvundet så snart bebsen ligger på ens bryst :).
    Knus

    SvarSlet