fredag den 24. juni 2011

Dåb

Jeg begynder efterhånden at stresse lidt mht. Emilies barnedåb. 2 af mine veninder som begge har født inden for 2 uger før og efter mig, har allerede planlagt dåben af deres poder og den ene har sågar allerede sendt invitationerne ud! Øøøhm rolig nu! Vi har ikke engang fastlagt en dato eller fundet stedet hvor festen skal holdes endnu!
Det skyldes måske også at vi gerne vil holde en lidt speciel barnedåbs fest - dvs. ikke en traditionel hurtigt glemt "vi-spiser-og-så-tager-vi-hjem-igen" fest, men en fest som man husker i mange år efter. Olivers barnedåb holdte vi i Master Bowl her i Randers - og det var så vellykket! Vi spiste, bowlede, spillede bordfodbold osv. og ungerne kunne bowle når de ikke gad sidde ved bordet mere. Det var en super god fest! Ved Emilies fest vil vi gerne lave noget tilsvarende sjovt, men ikke det samme igen, så vi har hjernerne i blød i øjeblikket. Både Randers Legeland og Randers Regnskov er i tankerne - hælder mest til sidstnævnte, men tror det bliver pænt dyrt (der skal jo også betales indgang til alle gæsterne)! Og hvad angår Legeland, så er der ikke SÅ mange børn med, så jeg ved ikke om det vil være for meget at holde festen dér?
Gode dyr er rådne - eller er det omvendt?
Indtil videre tror jeg det bliver søndag d. 28. august, men jeg kan ikke rigtigt fastsætte en dato før vi har festens placering på plads. Og så må jeg jo bare håbe på at der også er plads i kirken den dag! Og hvad angår kirken... Den er heller ikke på plads.. For jeg vil gerne have Emilie døbt samme sted som Oliver blev - i Skt. Mortens Kirke - det var SÅ smukt - sidst i november 2009, så kirken var pyntet så flot da det var så tæt på jul og så er det jo generelt bare en smuk kirke. Men men men - vi er flyttet siden og hører ikke længere til kirken, så spørgsmålet er om vi overhovedet må få lov? Det håber jeg. Det eneste tilhørsforhold vi har, er Olivers dåb - så spørgsmålet er om det er nok? Apropos Olivers dåb, så skal I da lige se hvor fin han var i hans smoking! Og det bringer så endnu et "problem" - hvad skal Emilie have på? Vi er ret utraditionelle og har altid sagt at vores dreng i hvert fald ikke skulle have kjole på, men nu har vi fået en pige og hun skal naturligvis have en kjole på, men hvilken? Vi har en dåbskjole på min fars side, men jeg er heller ikke sikker på at det er den hun skal have på. Jeg har ikke selv haft den på (min mor og far var ikke sammen da jeg blev født), så jeg har ikke noget forhold til den. Men hvad skal hun så have på? På den anden side er det en flot dåbskjole og mit forhold til min fars familie er blevet ret godt, så måske hun skal have den på? Hmm... Nå men det var noget med at I lige skulle se min dejlige dreng i dåbstøjet!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar